Birkholm
Birkholm Beboerforening > Om Birkholm

Om Birkholm

Af Poul Henrik Harritz
Birkholm er for vandreren, der holder af fladt land og lavt vand. Det er den mest uberørte af de beboede øer i øhavet, og kan opleves på et par timer. I dag præger de tilgroede marker og de store afgræssede enge landskabet, men den lille velholdte by emmer af fortidens storhedstid.

- 0,9 kvadratkilometer. 8 beboere (2003).
- ganske lav moræneø med marine forlande.
- postbåd fra Marstal (25 minutter - 2010). Havn på sydvestkysten.
- primitiv teltmulighed ved havn. Vand hentes ved forsamlingshus. Mulighed for brusebad.
- korttavle ved havnen.
- ø-historie, fugle, padder.

Terræn
Birkholm er den fladeste af de beboede øer syd for Fyn og det er svært at se øens top. Hylsbanken ligger på øens nordvestlige del. Kun to meter rager den op over daglig vande. Ellers er Birkholm ganske flad og af samme grund beskyttet af dobbelte diger. Bydiget, der omslutter husene, er 2,8 meter højt og 2100 meter langt. Udenfor ligger lavere havdiger.

Mod sydøst går øen ud i en lang odde, Sandhovedet, og mod nordvest i et lille rev, der forsætter under havet nogle hundrede meter.

Strand og hav
Birkholm ligger i øhavets største lavvandsområde mellem Tåsinge, Strynø og Hjortø, og derfor er stranden ofte smal, stenet og med lave vanddybder. Kun få steder er der ren sandstrand. Især sydøst for havnen går strandengen helt ud til havet. Syd for øen - udfor den lille havn - ligger Mørkedybet, der om sommeren er landevej for tusinder af lystsejlere. Ved havnen er 14 meters vanddybde kun få hundrede meter fra kajen.

Lavvandet nord, øst og vest for Birkholm skaber gode betingelser for ålegræs, der her danner store sammenhængende, undersøiske enge. På grund af det lave vand, der hurtigt varmes op af solen, overgros ålegræsset af trådalger hver sommer. Det skyldes først og fremmest overskudsgødningen fra landbruget, der skylles ud i havet.

Geologi
Birkholm er, som mange andre øer og holme i Det Sydfynske Øhav, formet af den gletcher, der i sidste istid skød frem fra Østersøen og - på grund af en enorm dødisklump over Fyn - blev tvunget syd om øen i nordvestlig retning. Mørkedybet sydvest for øen er en tidligere smeltevandsflod.

Birkholm er en moræneø med marine aflejringer på læsiden, altså i ly af den fremherskende vestenvind. Sandhovedet mod sydøst er en retodde, dannet af materialer, der er ført til stedet fra flere forskellige retninger. Nordvestrevet er et vinkelforland.

Jorden er overalt meget sandet og af ringere kvalitet end på de øvrige småøer i øhavet.

Planteliv
Øen er domineret af lysåbne naturområder, og kun på bydiget og i byen findes træer. Ikke mindst mellem husene vokser mange frugttræer.

De braklagte marker præges af græsser. Særligt udenfor Bydiget og på de uinddigede arealer findes en artsrig strandoverdrevs- og strandengsflora.

Tætblomstret hindebæger lyser op med sine violette farver i sensommeren, og en karakterplante er strandmalurt, der findes i tætte bevoksninger overalt langs kysten. Klæbrig limurt og mangeblomstret ranunkel gør øen til en lokalitet af stor betydning.

Dyreliv
Det er de lavere, kystnære, fugtige områder, der er de mest spændende fuglesteder. Den store kobbersneppe har en af sine få, fynske ynglepladser på de afgræssede enge, hvor der er mange rødben, vibe, engpiber og gul vipstjert.

Edderfugl, strandskade og stor præstekrave yngler på stranden, og i den højere bevoksning spids-, grå- og skeand. På øen findes ikke kolonirugende fugle. I byen er en vrimmel af småfugle: Tornirisk, havesanger, gærdesmutte, svale, stær og hvid vipstjert.

I sensommeren fælder op til 4000 knopsvaner svingfjerene omkring Birkholm. Om vinteren ses knop- og sangsvaner, skalleslugere, dykænder og i træktiden holder den mørkbugede knortegås til på havet omkring holmen, ligesom den om foråret finder føde på de afgræssede marker og enge.

Den sjældne klokkefrø uddøde i tresserne, men blev genudsat i 1999. Dens karakteristiske stemme, der lyder som når du puster henover en tom flaskes munding, kan høres i maj og juni på stille, varme dage. Også grøn frø og grønbroget tudse (den sidste i tusinder) præger stadig de mange vandhuller. Måske findes stadig en lille bestand af strandtudser.

Lækatten er almindelig. Haren findes overalt, og tidligere blev den fanget til eksport og blodfornyelse i andre bestande. I dag jages den én gang årligt.
Visse år huserer ræve, der går over isen om vinteren.

Enkelte spættede sæler (øhavets sidste) ses i fladvandet mellem Birkholm og Strynø og omkring øen svømmer i sommerhalvåret marsvin. Sidst på sommeren kan man være heldig at se en mor med sin unge.

I 1976 brød havet gennem Birkholms yderdige og store arealer mellem hav- og bydige blev sat under vand. Siden har beboerne på øen ofret hundredtusinder af kroner, så yderdiget i dag fremstår som fornyet og forstærket

Historie
Landbruget har været det dominerende erhverv på Birkholm, men der har også altid været drevet fiskeri.

I 1870 boede 89 mennesker på den lille ø, og i landsbyen fandtes skole (lukket i 1976), købmand, telegraf- og samtalestation og maskinmølleri.

Birkholm er nævnt i Kong Valdemars Jordebog fra 1231. Dengang var øen skovklædt, ubeboet og kongeligt jagtområde. De første beboere kom sandsynligvis i det 13. århuødrede. Hvorfra vides ikke.

Birkholmerne kaldes øhavets franskmænd, fordi de har så let til godt humør, fest og dans!

Den lave ø har været oversvømmet af stormfloden i 1872. Beboerne måtte kravle op på lofterne. I 1874 var kun Hylsbanken, øens højeste punkt, tørt. Ikke nok med disse to ulykker: I 1876 brændte alle huse på nær to.

Skolen lukket af Den spanske Syge
Der er drama at læse i de gamle skoleprotokoller fra øerne. Dårlig undervisning og sygdom præger billedet. Frem til 1857 var skoleforholdene på Birkholm ikke for gode. Det var Drejø-læreren, der skulle betjene sognets fire øer. Fra 1.11-30.4. gjorde han Drejøs børn klogere, og om sommeren drog han til Skarø i ti uger og dernæst til Hjortø og Birkholm, hvor han hvert sted boede i en af gårdene og underviste dér i fem uger. Kulturministeriet bestemte i 1857, at der året efter skulle være bygget skole på Skarø og ansat en lærer. Han skulle så undervise om sommeren på Hjortø og Birkholm. En fremskridt, men stadig ikke tilfredsstillende, så i september 1868 blev Hjortø-Birkholm enelærerembede en realitet. En skole blev tilbygget en gård, og læreren tog hele skoleåret frem og tilbage mellem de to små-øer. 14 dage på hver ø.

I 1918 noterer læreren under sit ophold på Birkholm: "Paa Grund af Den Spanske Syge har Skolen været lukket 26.-31. August = 6 Dage. 12. Novbr.-16. Decbr. = 30 dage, i alt 36 Dage. Året efter måtte han lukke øens skole i 23 dage, og altså undervise, når smittefaren var lav - også selv om han havde ferie.

1894 bliver et rædselsår. Skolen har 15 elever, men lærer Rasmussen må tre gange skrive i protokollen, at en elev er død. Den 19. juni dør den 13-årige Anne Rasmussen af difteritis. Hun nåede kun to skoledage i maj, og var fraværende indtil hun streges helt ud i fremmødeprotokollen.

Ud for navnene på 12-årige Marie Rasmussen og og 9-årige Nielsine Rasmussen holder fremmødekrydsene også pludselig op. "Afgaaet ved Døden af Difteritis." står der med Valentins sirlige skrift. Han var lærer på de to øer i 38 år og indtil 1930-erne kunne man stadig ane træk fra hans elegante håndskrift hos birkholmerne!

Øen i dag
I midten af 1990-erne opgav den sidste landmand. Siden har øen ligget i brak og i nogle år været afgræsset af kvier og får. Men desværre er den ved at springe i skov. Tjørn, hyld og hybenroser breder sig ind over markerne. Beboerne har siden 2003 i fællesskab slået arealerne, så udsigten bevares og det åbne lands fugle får bedre betingelser.

I 2004 blev en ny ko-færge" "indsat" i øhavet. Det er amtet, der har stået for bygningen af prammen, der øger muligheden for at genoptage sommergræsning på de sydfynske øer og holme, herunder Birkholm. "Færgen" har navnet "Yrsa" opkaldt efter en gammel Jerseyko, der levede det meste af sit 28 år lange liv på den lille ø

Torsk, rejer, å og sild fiskes stadig af øns to aktive fiskebrøre. Sæligt de tidlige foråsrejer er en indbringende forretning. Ved Birkholm fanges nogle af årets første, der inden aften serveres i de københavnske fiskerestauranter.

Selv om malkepigernes latter og børnenes leg forlængst er historie, fornemmer man en tæt stemning i den lille by omkring gadekæret.

I dag er de fleste huse fritidsboliger, men mange bruges over hele året og er pænt vedligeholdte. Nu bor kun få mennesker på øen, og den har næppe nogen fremtid som et egentligt, selvstændigt ø-samfund.

Rundt om Selma
Da forfatteren Achton Friis i 1921 begyndte på sin fireårige odyssé til de danske små-øer, mødte han en tidlig sommermorgen en malkepige. Han tog dette billede af den smukke, 19-årige Selma, som han var meget betaget af. Hun var da netop ansat som malkepige på Kærsgården. Selma elskede Birkholm og beboerne, bosatte sig på øen, og blev halvandet år senere gift med fiskeren Jens. Han døde af hjertestop under fiskeri ved Strynø Kalv i 1936 - 43 år gammel. Selma var alene med fem børn. Den yngste blev døbt ved farens kiste, noterer pastor Mogens Blum i Drejøs kirkebog. Selma måtte flytte til Tåsinge og senere til Fyn, hvor de tre yngste børn kom på børnehjem og de to ældste - drenge - blev sendt i pleje på Birkholm.
Selma måtte slide livet igennem. Hun døde i 1983, 81 år gammel.

Teksten er fra "Danmarks Små-øer" (ISBN 87-567-6065-5), udgivet på Politikens Forlag. Bogen omtaler øer overalt i Danmark.


Af Søren Storm Hansen

Birkholm ligger midt i det sydfynske øhav. Øen er blot 96 ha stor og ganske flad. Birkholms højeste punkt hæver sig således kun 1,8 meter over vandet. Øen er præget af de smukke gamle gårde, badestrandene og det fine vand med de gode fiskemuligheder.

Birkholm er en af de mindste beboede danske små-øer. Der er langt flere huse på Birkholm, end der er beboere. Mange huse, som idag er fritidshuse, ejes af folk fra alle dele af landet, som bruger megen tid på at vedligeholde dem.

En lille, trofast skare af beboere som er født og opvokset på øen, sørger desuden hengivent for at holde liv i de gamle traditioner på øen og har et vågent øje for, at alt er intakt sommer og vinter. Birkholm har siden kommunesammen-lægningerne i 1970 hørt under Marstal kommune, og det er også herfra, man skal stævne ud, hvis man vil til øen. For selvsejlere er der mulighed for at få en af de 40 pladser i lystbådehavnen, som blev indviet i 1992. Birkholm byder på begrænsede overnatningsfaciliteter, men der er muligheder for at leje det velfungerende forsamlingshus til selskaber, lejrskoler mv. Forsamlingshuset vedligeholdes idag ved beboernes fælles hjælp.

Som på mange andre småør er der på Birkholm en meget flot natur med gode livsbetingelser for fugle- og dyreliv. Specielt er Birkholm kendt for sine årlige fasan- og harejagter. Indtægter herfra går til vedligeholdelse af digerne. Det er derfor meget vigtigt, at vildtet har de bedste livsbetingelser.

Birkholm hørte indtil 1920 under Tranekær Gods. I årene fra 1920 indtil 1936 frikøbte beboerne sig, og de skulle nu selv tage ansvaret for øen. Greven på Tranekær havde - i modsætning til herrerne på andre øer - været en god herremand - dels for vedligeholdelse af øen, men også overfor beboerne, hvis det kneb, var han ikke bleg for at vente med sin tiende. Beboerne levede et frit liv og var ikke altid lige villige til at bøje sig for loven. De var muntre mennesker og fik deraf tilnavnet øhavets franskmænd.

Tilbage i 1872 blev Birkholm oversvømmet af en stormflod, som anrettede meget store skader. I 1876 brændte tillige 11 huse på øen, som dog alle blev genopført længere fra bymidten. Det fik stor betydning for Birkholms udvikling. Man vil derfor se, at der er udført meget store digearbejder på Birkholm. Af hensyn til digerne og vildtet, henstilles det til besøgende på øen at holde sig på veje og stier og være opmærksomme på, at hunde helst ses holdt i snor.

Derfor - kære besøgende - nyd Birkholms natur, men gør det med omtanke..!